bornholm
Bornholm er en ø, som er virkelig velegnet til en vandretur. Naturen er dejligt forskellig fra naturen i resten af Danmark. Det er lidt som at være udenlands, fx. når du går mellem klipperne ved Jons kapel og bagefter kommer ind i den jungleagtige skov med de mange små vandløb og mylder af planter i skovbunden. Denne gang er vi her i foråret. Maj er virkelig dejlig på Bornholm.
Vi skal bo fast i et af de hyggelige huse på havnen i Hasle, så vi har også god udsigt, når vi er hjemme, og vi kan sidde på terrassen og nyde eftermiddagssolen efter dagens vandring.
Hver morgen vil der være en morgensang. Det giver en god start på dagen, og for en som mig, der elsker højskole, er det blevet et must.
Dagsprogram
Dag 1
Vi ankommer midt på eftermiddagen og har god tid til at finde os til rette. Vi kan gå en mindre tur ind og kigge på byen Hasle inden aftensmaden, eller du kan tage en tur på egen hånd langs skoven og kysten syd for Hasle.
Vandring langs bornholms østkyst
Dag 2
Idag vandrer vi fra Hasle til Hammer Havn Det er en tur på ca. 15 km. Det første stykke er det fladt med skøn udsigt over vandet. Vi kommer gennem Helligpeder og Teglkås, inden vi når Jons kapel, hvor det kuperede terræn begynder. Herfra bliver udsigten endnu bedre, men vandringen de sidste par kilometer før Vang er lidt hård. Bare hold ud, der venter en god frokost på caféen i Vang. Det er valgfrit, om du vil tage alle trapperne ned til selve kapellet og op igen…
Efter frokosten går turen videre forbi Hammerhus, så vi kommer op at gå i de smukke områder ved Slotslyngen, inden vi når Hammer Havn, hvor vores biler holder og venter på os. Der er tid til lidt hjemmehygge og en kop kaffe oven på dagens strabadser om eftermiddagen.
nordkysten på bornholm
Dag 3
Nu skal vi vandre fra Allinge til Gudhjem. Det er en tur på ca. 17 km, langs med nordkysten af Bornholm. Igen idag er den første halvdel af turen ret flad, mens den sidste halvdel – ved Helligdomsklipperne bliver mere kuperet. Hvis du har mod på det, går vi op og ser Døndalen – Danmarks højeste vandfald, som ligger ca. halvvejs.
Herefter er det forbi Helligdomsklipperne, som er smukt forbi de mange små vandløb og med udsigt til Gudhjem langs kysten længere fremme.
Vi har en lille madpakke med, men ikke for stor, da vi slutter af med sen frokost på Røgeriet i Gudhjem.
Almindingen
Dag 4
Vi tager en tur til Almindingen, den største skov på Bornholm for at vandre. Vi starter og slutter ved Rytterknægten, som med sine 162 m er det højeste punkt på Bornholm. Oppe fra tårnet er der fin udsigt over en stor del af Bornholm.
Fra Rytterknægten går vi en rundtur gennem skoven, kigger efter bisoner i Svinemosen og lytter efter Ekkoet i Ekkodalen. Undervejs får vi frokost på caféen i Ekkodalen – den, som er kendt for sine tarteletter, men der er også andet på menukortet.
Almindingen hører med til det nordbornholmske højland, så skoven er præget af klipper og sprækkedale, bl.a. Ekkodalen, som er den største og kendteste sprækkedal på Bornholm.
på egen hånd
Dag 5
Idag er der sat tid af til at lave noget på egen hånd. Måske har du lyst til at sejle ud til Christiansø, måske vil du gå rundt om Hammerknuden, måske vil du ind at se Hammershus eller noget helt fjerde. Bornholm har meget at byde på. Vi har bil til rådighed, og inden for rimelige grænser kører jeg gerne rundt til jeres forskellige ønsker.
Dag 6
Nu er det tid til at vende næsen hjemad. Vi skal pakke, mod Rønne og med færgen til Ystad og hjem.
Pris
Prisen for denne vandretur til Bornholm med rejseleder er 5.500 kr/person i dobbeltværelse.
I prisen er indeholdt alle overnatninger og alle måltider på Bornholm undtagen frokost den dag, du er på egen hånd. Du. står selv for transport til Bornholm, men jeg har 3 ekstra pladser i bilen, så hvis du har problemer med at transporten, så er der mulighed for at køre med mod betaling svarende til din del af færgen, broen og benzin.
Jeg forbeholder mig ret til mindre ændringer i programmet.
Aftensmaden laver vi selv hjemme i hytten. Jeg forventer en hjælpende hånd, men turen drukner på ingen måde i huslige pligter.
Jeg kan ikke garantere mulighed for enkeltværelse. Spørg ad. Du kan godt melde dig til som enkeltperson. Så vil du dele værelse med en anden af samme køn.
Du skal være indstillet på at være en del af en gruppe. De bedste ture er dem, hvor programmet passer til deltagerne, og hvor gruppen fungerer godt socialt – især når vi er en lille gruppe på max. 7 personer. Jeg gør meget ud af at skabe fællesskab i gruppen, og jeg indført morgensang hver morgen, da det giver en god start på dagen.