Kysten og Drakensberg - 15 dage
25.900 kr
Vi opholder os i området inden for den røde streg.
1. - 15. marts 2025
Dette er en tur for dig, som elsker smuk natur. Både i bjergene og langs med vandet. Dyre- og fugleliv har også din interesse. Du er glad for at vandre. Måske kan du ikke vandre så langt som du kunne tidligere. Eller måske har du en partner, som ikke vandrer så langt som dig.
Dette er en tur, hvor vi bor i smuk natur, vandring er et tema på turen, men der er indbygget valgmuligheder. Det betyder, at du flere dage kan vælge om du vil gå langt, eller om du vil gå en kortere tur i et mindre kuperet område. Især i den sidste del af turen vil der være mulighed for kulturelle og historiske indslag, fx. kan du komme med ud at høre drengekoret Drakensberg Boys Choir.
Vi ser kysten syd for Durban, vi bruger et par dage i en dyrepark uden rovdyr. Det giver mulighed for at vandre mellem zebraer og antiloper. Herefter tager vi til Drakensberg.
Drakensberg på østsiden af Lesotho er i mine øjne en af de allerbedste steder i verden at vandre. Det er én lang perlerække af fantastiske udsigter. Du vil elske den specielle stemning der er her. Roen, stilheden og alligevel lyde fra kvidrende fugle og rislende vandløb.
Overnatningerne er på gode B&Bs, et par steder i feriehytter og til slut 4 nætter på en luksuslodge i bjergene.
DAGSPROGRAM
Dag 1
Afrejse fra Danmark om eftermiddagen
Dag 2
Ankomst til Durban omkring frokosttid. Vi finder vores B&B og slapper af resten af dagen – måske tager vi en lille slentretur langs stranden, måske skal vi lige bade lidt i det Indiske Ocean.
Dag 3 - 4
Nu starter turen for alvor. Efter en dejlig morgenmad sætter vi kurs mod Port Edward, som ligger ud til havet et par timers kørsel mod syd. Her skal vi bo i et lækkert feriehus ud til vandet. Vi er tæt ved Naturreservatet Umtamvuna, og her skal vi bruge noget tid. Reservatet er opkaldt efter floden, som løber i bunden af dalen. Det er en grøn oase med masser af fugleliv. Samtidig findes her verdens mindste ørken, et område, som blev overgræsset under en krig, hvor zuluer havde stjålet kvæg og samlet det her. Den naturlige vegetation er aldrig kommet tilbage.
Udover vandreture ved Umtamvuna er der også tid til at bade og evt. gå lidt ved stranden.
Lake Eland
Dag 5 - 6
Lake Eland er et sted, som jeg bliver ved med at vende tilbage til.
Det gør jeg dels fordi her er smukt, dels fordi her er et par gode aktiviteter. Dels fordi jeg holder af at sidde og kigge på fugle- og dyrelivet ved søerne. Her er også masser af forskellige antiloper, zebra og giraf, men ingen rovdyr. Så det er helt trygt - ingen bliver kastet for løverne.
Den bedste aktivitet er zipline. Den er ikke så farlig som det lyder. Men du får en masse ture hen over kløften med den bedste udsigt. Det er vildt at se landskabet fra oven, og det er ikke skræmmende, selv om det godt kan se sådan ud, inden du kaster dig ud i det. Sikkerheden er helt i top - med en hjælper, som sender dig afsted, og én som tager imod dig.
Der vil også være tid til lidt vandring, eller til en køretur/safari mellem dyrene. - Og hvis du har lyst til lidt sus i maven, så findes der også en zipline extreme, hvor der kommer mere fart over feltet.
det sydlige drakensberg
Dag 7 - 9
Nu kommer vi endelig til Drakensberg. Langsomt dukker bjergene op forude. Luften bliver mindre fugtig og føles renere. Du kan mærke at her bliver tyndere befolket og at roen indfinder sig sammen med det smukke landskab.
Vi skal bo ved byen Underberg. Det er et fantastisk vandreområde, og du har sikkert hørt mig skrive om det før. Men jeg bliver bare aldrig træt af at være i dette smukke og fascinerende område.
Igen er der flere valgmuligheder, så du selv kan bestemme hvor lang og udfordrende din vandretur skal være. Der er gode lokale guider med på de ture, hvor jeg ikke deltager. Den ene dag tager vi til Lesotho - den lille bjergstat, som ligger helt omkranset af Sydafrika. Her kan du enten vandre op til Hodgson Peak og få fantastisk udsigt tilbage mod Sydafrika - eller du kan vælge at skippe vandringen og tage ind og se en landsby i Lesotho - smage deres brød og måske deres hjemmebryg, i det hele taget se, hvordan de lever i en lille by højt oppe i bjergene.
Vi slutter af med en drink på Afrikas højest beliggende pub. Med udsigt til bjergpasset, vi skal køre nedad lige om lidt.
Mandela
Dag 10
I dag skal vi forlade Underberg og videre til den nordlige del af Drakensberg. Turen går forbi Howick og Capture Site, som er det sted, hvor Mandela blev stoppet af politiet i august 1962. Det, som blev starten på hans 27 år i fængsel.
På stedet er der i dag rejst en skulptur og der ligger et lille, men godt museum, hvor vi bruger ca. en time. Et sted, hvor du mærker naturens vingesus og kommer i en særlig stemning.
Herefter går turen til Granny Mouse - en hyggelig restaurant - for at få frokost og så fortsætter turen mod Winterton, hvor vi skal overnatte på luksuslodgen, Champagne Castle - helt ude i bjergene.
Det nordlige Drakensberg
Dag 11 - 13
Champagne Castle. Den tredje højeste peak i Sydafrika på 3377 m. Der skal vi bo nedenfor - på et rigtig godt hotel helt ude i bjergene i 4 nætter. - Champagne Castle Hotel
Vi bor helt ude, hvor de bedste vandrestier starter, og der er masser af stier i forskellig længde og sværhedsgrad.
Men der er også mulighed for andre aktiviteter. Fx. giver det berømte Drakensberg Boys Choir koncert hver onsdag. Det er helt bestemt værd at høre. Der er et lille, men godt museum om bushmen - altså de mennesker, som boede i Sydafrika inden de sorte og de hvide sydafrikanere ankom. Der er mulighed for at se Sydafrikansk keramik og flere andre ting, hvis du kun vil vandre en del af dagen.
de sidste dage
Dag 14
Turen nærmer sig sin afslutning. Vi mangler kun en køretur til lufthavnen i Johannesburg og flyveturen hjem.
Dag 15
Hjemkomst til Danmark om formiddagen.
Pris
Turen koster 25.900 kr/person i dobbeltværelse. I prisen er indregnet flybillet fra København, transport, alle overnatninger, alle guidede ture, indgange til parker og alle måltider – undtaget, hvis du har brug for lidt i lufthavnen.
Depositum på 15.000 kr/person betales ved tilmelding.
Enkeltværelse kan tilkøbes mod et tillæg 2.000 kr.
Hvis du har spørgsmål til turen, eller hvis du vil tilmeldes, er du velkommen til at skrive en besked til mig.