<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1534011543679989&ev=PageView&noscript=1" /> Cape og Kap det Gode Håb
Logo
Logo

Cape og kap det gode håb

13. - 29. oktober 2024

Vandring i NATURen omkring Cape town

Mange siger, at Cape Town er verdens smukkeste storby. Når du står midt i centrum og og kigger efter hvaler i vandet på den ene side og har Table Mountain på den anden side, så er der måske noget om det.

Men området rundt om Cape Town er nu også værd at se nærmere på.

Der har tidligere været en vandrerute fra Cape Town til Kap det Gode Håb - med start på toppen af Table Mountain. På denne tur går vi brudstykker af det gamle spor, putter en kajaktur ind omkring Simons Town og afslutter turen med en god middag på restauranten ved Fyrtårnet helt ude på spidsen af Cape Point.

Inden da bruger vi nogle dage i Vinlandet og som noget nyt tager vi til Cederberg nord for Cape Town. Cederberg er kendt for sit helt særlige landskab med klipper i sandsten.

Det er en tur med fokus på vandring i mange forskellige slags natur. Det er ikke svært at finde i dette område, så selvom det er varieret, bruger vi forholdvis kort tid på kørsel.

Der vil være hel- og halvdagsture med kompetente Sydafrikanske guider. Jeg er med på hele turen og kan oversætte til dansk. Jeg har lagt meget vægt på, at vi overnatter så naturskønt som muligt. Som sædvanlig er her gode senge, god mad og god sikkerhed.

De allerbedste udsigter er valgt til, og derfor skal du være i stand til at vandre i lidt kuperet terræn. Det vil hele tiden være en sti, men den kan godt være smal og indimellem lidt stejl. Det er dog ikke nødvendigt med klatrekursus for at deltage. Alle i almindelig god form kan deltage. Du skal kunne vandre 15 km herhjemme to dage i træk. Så vil jeg mene, at du er i form til at deltage.

Jeg har gjort mig umage for at finde den rette balance mellem nye indtryk, fysiske aktiviteter og tid til at lade indtrykkene synke ind.

MAX 6 DELTAGERE

Dette er en tur for dig, som godt kan lide eventyr og nye oplevelser på en tryg måde.

Vi tager afsted i en lille gruppe – max 6 gæster. Du skal kunne lide at være en del af en gruppe. Jeg gør meget ud af, at der skal være plads til alle. Det er en af grundene til, at gruppen ikke er større. De bedste ture er dem, hvor der er et godt fællesskab i gruppen, så det gør jeg en del ud af at skabe.

Jeg lejer en minibus til os, og så er det afsted på eventyr. Vi bor 2 - 4 nætter hvert sted, og så er det videre til nye oplevelser. Der vil være enkelte dage, hvor der fx. er mulighed for en eftermiddag på egen hånd, men hovedparten af programmet ligger fast hjemmefra, så du bare skal følge med i rækken af oplevelser i naturen og inde i Cape Town.

Dagsprogram

Dag 1

Afrejse fra Danmark om eftermiddagen

Dag 2

Ankomst til Cape Town om formiddagen. Vi kører til sydkysten - til området Kogelberg, hvor vi skal bo de næste 2 nætter. Direkte ud i skøn sydafrikansk natur. Vi slapper af resten af dagen, tager måske en kort vandretur og bliver friske til næste dag.

Kogelberg

Dag 3 - 4

Kogelberg er et smukt vandreområde - tyndt befolket - og vi er her på en god årstid i forhold til at se planterne blomstre. Der er mindre bjerge og floder at svømme i. Et godt sted at hvile ud efter turen. Vi bor i nogle økohytter midt i området, klik på videoen og se mere om området.

Video Thumbnail
Play Icon

Vinlandet

Nu skal vi videre til Vinlandet, og vi skal bo i den hyggeligste by af dem alle - nemlig Franschhoek. Det er en by, som ligger helt inde i bunden af dalen omkranset af de lave bjerge til alle sider. Det virker grønt og frodigt i forhold til de andre områder vi kommer igennem.

Vi tager en vandretur i bjergkæden Mont Rochelle, hvor der er masser af Fynbos - de specielle lyngart, som findes i Cape, og hvor udsigten selvfølgelig heller ikke fejler noget.

Der vil også være mulighed for at smage vin. Det er for egen regning, men jeg kører gerne en runde til vingårdene.

Cederberg

Dag 7 - 9

Nu går turen videre til Cederberg nord for Cape Town. Det er kun 2 timers kørsel, alligevel når både landskabet og klimaet at ændre sig temmelig meget. Det er et tørt område, der kun får omkring 200 mm regn hvert år. Og her er nogle spektakulære klipper i sandsten, som gør udsigten helt unik.

Vi vandrer en dag med guide og en dag uden. Vi hører om landskabet, flora og fauna og tager en dukkert i floden, når det bliver for varmt, da klimaet her er væsentligt varmere end Cape Town

cape town

Dag 10

Nu forlader vi Cederberg og kører ud til vestkysten af Sydafrika og derfra langs kysten mod Cape Town. Vi skal bo syd for Cape Town, men vi har tid nok til at tage et par timer - måske en frokost i centrum. Så kan vi lige se nærmere på Table Mountain, som vi skal op på i morgen - og måske også få et indtryk af byen - sådan nede fra landjorden.

Billedet er taget nord for centrum med kig mod Table Mountain og centrum nedenfor.

Taffelbjerget - eller Table Mountain

Dag 11 - 12

Nu har vi to dage til rådighed, hvor vi skal vandre fra Table Mountain til Constantias Nek den ene dag. Dette er starten på turen fra Table Mountain til Kap det Gode Håb. VI tager Cable car op til toppen, og så vandrer vi tværs ind over bjerget. De meste af toppen er fuldstændig fladt (som en bordplade), og derefter går vi nedad på den anden side af bjerget og slutter ved Constantias Nek. På toppen vil der både være udsigt til centrum af Cape Town og Atlanterhavet på den ene side og udsigt til False Bay på den anden side.

Herudover har vi en dag i Cape Town til at kigge på byen. Der er mulighed for en sejltur til Robben Island, hvor Mandela sad fængslet i 17 år, at se nogle af de historiske steder eller nogle timer på egen hånd.

Silvermine

Dag 13

Idag står den på vandring ved Silvermine. Det er et område, som ligger oppe på højderyggen, som Table Mountain er en del af, og som fortsætter mod Kap det gode håb. Tilbage i 1600-tallet troede man at her fandtes sølv. Man borede en del steder, men fandt aldrig så meget som et enkelt gram sølv. Navnet hænger dog stadig ved. Det er næste etape på turen mellem Cape Town og Kap det gode Håb.

Vi starter ved Silvermine og vandrer til Kalkbay. Det er en guidet tur, og vores guide kender området rigtig godt. Han har lidt bushmanblod i årene, og han vil fortælle dels om planterne - han har faktisk sin egen planteskole - og dels om bushmen -altså den oprindelige befolkning på Cape-halvøen - fra før europæere og de sorte afrikanere kom til landet.

Kajaktur ved Simons Town

Dag 14

Vi skal flytte idag. Vi skal bo de næste nætter tæt på Kap det Gode Håb. Det er ikke nogen lang tur, så vi stopper undervejs i den lille by Simons Town. Byen er kendt for sine pingviner - de små Jack-ass pingviner. Vi gider ikke stå på land sammen med de andre turister. I stedet tager vi en tur i kajak og ser dem fra vandsiden. Det er brede sikre kajakker, som de fleste kan ro, og det er ikke nogen lang tur. Regn med ca. 2 timer. Det er stabile kajakker, og alle kan deltage, også dig, som aldrig har siddet i en kajak.

Kap det gode håb

Dag 15 - 16

Så kommer vi endelig til Kap det gode Håb, som er en af mine favoritter i Sydafrika. Det er ikke Afrikas sydspids, selvom det er sydligt, og det rent naturmæssigt opleves sådan, fordi vi kører ud ad en lang landtange og kan se vand på begge sider. Samtidig er det også stedet, hvor det skiller mellem det varme indiske Ocean og det kolde Atlanterhav - i hvert fald, hvis du spørger dem, som bor i Cape Town.

Et lækkert område med en helt særlig natur og ret stor forskel i naturen - ja selv i nedbørsmængden alt efter om du er på vestsiden - mod Atlanterhavet eller på østsiden - mod False Bay er forskellig. Mod Atlanterhavet er det sandstrand, mod False Bay er det klipper og kuperet terræn.

Området er klippefyldt og det kan være blæsende. Det krævede en del skibsvrag før det endelig lykkedes for portugiseren Diaz at sejle rundt om spidsen tilbage i 1588.

Vi bruger to dage hernede og tager først en dag på vestsiden og derefter en dag på østsiden. Begge dage har vi virkelig gode guider med, så vi bliver kloge på alt om klima, geologi, dyr og planter og forholdet i mellem dem. Samtidig med, at vi bare er i den skønne natur.

Vi slutter helt ude på spidsen - ved Fyrtårnet, og på dette tidspunkt har vi vandret næsten fra Cape til Kap det Gode Håb, så vi tager en lidt sen frokost på restauranten.

De sidste dage

Dag 16

Vi vågner den sidste morgen på Kap det Gode Håb. Det er i dag, vi skal rejse hjem, men flyveren går først sidst på eftermiddagen, så vi har god tid. Vi tager en stille morgen, og vi har nogle ekstra timer, så hvis vi har et hængeparti, kan vi nå at gøre noget ved det.

Dag 17

Hjemkomst til Danmark

Pris

Turen koster 25.900 kr/person i dobbeltværelse. I prisen er indregnet flybillet fra København, transport, alle overnatninger og alle måltider i Sydafrika – undtaget, hvis I har brug for lidt i lufthavnen. Vinsmagning er dog for egen regning.

Herudover er alle guidede ture og indgange til parker med i prisen. Depositum på 15.000 kr/person betales ved tilmelding. Restbeløbet betales to måneder før afrejse.

De steder, vi overnatter er udvalgt efter charme, hygge og beliggenhed. Nogle steder er forholdsvis luksuriøse, fx i Vinlandet, mens andre er af lidt lavere standard, fx. ved Kap det Gode Håb. Dog er der alle steder rent og pænt, gode senge og god sikkerhed.

Der er begrænset mulighed for enkeltværelse, og det udløser et tillæg på 3.000 kr. Få dage skal vi selv lave aftensmad i hytterne, hvor vi bor. Jeg forventer en hjælpende hånd – men i begrænset omfang.

Vi er max. 7 personer på turen, da jeg som turleder er bedst til små grupper.

Tilmelding

Du tilmelder dig ved at udfylde formularen nedenfor. Så kontakter jeg dig inden for 24 timer.

Har du nogen spørgsmål, så skriver du det også i beskeden. Jeg glæder mig til at have dig med på tur.

Hiking Viking ApS

Haraldstedvej 99

4100 Ringsted

6014 4193

CVR. nr 42520209