Vandretur til Hven
Afvent ny dato
Tag med til hven
Max 10 pladser
Weekenden 1. - 2. juni har du chancen for at komme med Vandreklubben til Hven.
Hven er sådan et sted, de fleste ved hvor er. Men de har ikke været der. Hven har denneher ø-stemning, som også findes lidt på Ærø. Her er meget få biler, og her er en ro, som er svær at finde andre steder. Hvis du skulle være i tvivl, så er Hven en ø i Øresund. Den ligger ca. ud for Rungsted.
Denne tur starter i Landskrona med en sejltur til Hven. Vi kommer i land i den lille by Bäckviken, hvorfra vi går langs med vandet mod nord. Efter ca. 2 km kommer vi til en campingplads, hvor vi skal overnatte i telt, evt. i hængekøje.
Vi stiller bagagen, slår teltene op og går videre langs kysten med en let oppakning. Vi går ned til byen Kyrkbacken, som ligger på vestsiden af Hven, dvs. med udsigt mod Danmark. Her er en hyggelig lille havn. Vi spiser en sandwich. Der er også ishus, hvis nogen har den slags lyster.
Mere Vandring
Efter frokost tager vi tilbage til campingpladsen. Denne gang krydser vi ind over midten af øen og kommer gennem den lille by Tuna. Eftermiddagen går med fri leg og hygge på campingpladsen. Der er mulighed for at bade - øen ligger jo midt i Øresund. Der er minigolfbane, og der er et par gode liggestole, hvis du bare vil nyde synet mod Helsingborg og færgerne, som sejler i pendulfart deroppe nordpå.
Om aftenen spiser vi på Strandkrogen, som er en restaurant i forbindelse med campingpladsen.
Søndag morgen laver vi selv morgenmad på campingpladsen. Herefter er der en formiddag på egen hånd. Det kan fx. være en vandretur på den sydlige del af øen eller et besøg på Tycho Brahe Museet, som er øens eneste virkelige turistattraktion - ud over naturen.
Vi slutter af med frokost ved caféen i Bäckviken, inden vi skal med færgen kl. 14.15.
Pris
Prisen for denne tur er 1400 kr/person.
Det dækker færgebillet fra Landskrona/retur. Overnatning på campingpladsen Camp Ven i eget telt og alle måltider fra lørdag frokost til og med søndag frokost.
Tilmelding
Du tilmelder dig ved at udfylde formularen nedenfor. Så kontakter jeg dig inden for 24 timer.
Har du spørgsmål, skriver du det i beskeden. Jeg glæder mig til at have dig med på tur.